HETNA REGITZE BRUUN er diplomuddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og debuterede fra solistklassen i 2008 på Det Jyske Musikkonservatorium hos Bodil Øland. Hun har været solist i en lang række oratorier bl.a. Mozarts Requiem, Verdis Requiem, Durufles Requiem, Händels Messias og Mendelssohns En skærsommernatsdrøm. Hun har arbejdet med dirigenter som Thomas Dausgaard and Stefan Solyom. Hun har optrådt på Det kgl. Teaters nye scene ”Takkelloftet” og ligeledes på Den Fyske Opera. Hetna medvirker desuden ofte i nytænkende projekter med klassisk musik; hun havde f.eks. en hovedrolle i kunstfilmen “Feature” som syngende “Wagner-valkyrie” af instruktør Shezad Dawood, som er blevet vist på bl.a. “Tate Modern” i London. Megen succes har hun tillige haft med konceptet ”Yellow Lounge” og skæve projekter som DJ Messiaen og Moya Reloaded under organisationen “Reload Classics”.  Endvidere er Hetna stifter af det unge operakompagni Stand-up Opera.

Hetna var solist i pladeselskabet Dacapo´s roste udgivelse af i Langgaards “Verdens Ende” med DR Symfoniorkesteret og chefdirigent Thomas Dausgaard i august 2010. Cd’en vandt P2 prisen i for kategorien “Bedste Vokalværker” i 2011 og blev nomineret til en BBC Music Magazine Awards 2011 i kategorien “Bedste kor-udgivelse”. I april 2011 var Hetna solist med Århus Symfoniorkester under ledelse af dirigent Stefan Solyom.

Som kammermusiker har Hetna Regitze Bruun haft stor succes med den anmelderroste Bruun Hyldig Duo, som hun dannede i 2006 sammen med pianisten Kristoffer Hyldig. Sammen har de optrådt i både Danmark, England, Tyskland, Frankrig og Italien. De har bl.a. givet koncerter på Hindsgavl Festivalen, Oremandsgaard Kammermusikfestival, Holmboe i Horsens, Statens Museum for Kunst og adskillige gange i Århus Musikhus og DR’s koncertsal. Duoen har netop optrådt ved den fremtrædende festival ”Leeds Lieder+” i England med stor succes. Bruun Hyldig Duo blev nomineret til P2 prisen i kategorien “Bedste Vokalværker” med cd’en ”Harawi” af O. Messiaen. Deres 2. cd ”Skønne perler” udkom på NAXOS med værker af danske komponister fra det 20.årh i 2010.

Modtager af Poul og Sylvia Schierbeck Fonds hæderslegat i 2010.